Kære hjerne.
Kan du ikke tie stille, når jeg skal sove? Jeg føler i forvejen ikke, at jeg får sovet nok. Du hjælper ikke rigtigt til. Vil du ikke hjælpe mig? Endnu en er gået bort. Endnu en bekendt er væk. Det får dig ikke til at være mere stille, gør det vel?
Kære humør.
Jeg er godt og grundigt træt af dig. Træt af din måde at være på. Jeg ved godt, at du mener, at det er acceptabelt, men det er det ikke. Alle omkring dig er ved at være træt af dig, træt af dine stiftninger. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få dig forbedret. Jeg prøver at holde dig højt dagen lang, men det er så anstrengende. Kan du ikke være alene i 2 minutter uden, at du springer som en bombe. Det er en ubehagelig følelse efter. Jeg får en klump i halsen, når det går udover andre, selvom det oftest er deres egen skyld (mener du hvert fald) Jeg hader, at jeg ikke er som de andre. At jeg skal gå til psykolog og snakke med ham 1 gang om ugen for, at du ikke slår til. Hvornår indser du, at jeg også har brug for pauser? Jeg vil gerne være lidt ligesom de andre. Jeg vil ikke blive sur, bare ved, at en siger jeg skal opdække bedre i Ultimate. Jeg vil ikke være ked af det, fordi nogle snakker om selvmord- selvom det gør ondt. Jeg vil gerne kunne snakke om tingene, som jeg har gjort før.
Kære mig.
Der er så mange ting, jeg ikke kan lide. Jeg er ikke som de andre, og det skal jeg acceptere. Jeg skal acceptere, at jeg ikke har en lys stemme som mange andre piger. Jeg skal acceptere, at jeg har mit eget temperament og jeg må leve med det. Jeg skal lære at styre det. Jeg har ikke den tyndeste krop. Jeg har ikke langt blond hår. Jeg har ikke perfekte lige tænder. Jeg har ikke hvide flotte tænder. Jeg har ikke de største bryster. Jeg har ikke blå øjne. Jeg er bare Amalie. Hende, som altid vil være en anden. Hende som har før opbygget en personlighed. Det skal jeg bare lære.
Kære mor og far.
Jeg er ked af det, næsten hver dag. Jeg er ked af, at jeg ikke kender jer. Jeg er ked af, at I ikke fik et indblik i mit liv, når jeg voksede op. Jeg er rigtig træt af, at jeg ikke kan skyde skylden på andre end jer. Selvfølgelig kan jeg kun huske de gode minder. Det er sådan min hjerne er. I har gjort mit liv en forskel. Jeg er vokset op med nogle gode plejeforældre. De har været bedre end I ville tro. I må ikke tro, at jeg har haft det skidt - for det har jeg ikke. Jeg har ikke kunne tænke mig at bo andre steder end her. Det er skønt her. Nej, jeg vil ikke bo ved jer - det ville jeg dengang. Dengang I gav op, men ikke mere. I skulle bare have været en del af mit liv. Jeg ville ikke have det så kompliceret så. Men det okay, jeg forstår det hele meget bedre nu.
Kære venner og familie.
Jeg er mig. Jeg prøver at lære, at styre mit temperament. Jeg kæmper med det hver dag og jeg er ked af, at det går udover jer. Jeg ved, at I bare vil hjælpe mig og gøre det bedste. Det er bare ikke altid, at min kære hjerne forstår det på den måde. Jeg sætter pris på jer, det gør jeg virkelig. Jeg er ufattelig bange for, at miste jer. Det vil jeg virkelig ikke.
Kære blog.
Jeg har virkelig bøvlet med dette indlæg. Jeg har slåsset med mig selv, om jeg overhovedet skulle udgive det. Men jeg er sikker på, at der er flere, som kender det. Jeg føler, at det skulle ud. Det er det nu. Tak til jer, som har læst det hele igennem. Jeg er glad for, at I har ville læse mine tanker - også når det har været mere privat.
Miley Cyrus - Every Rose Has It's Torn
Kan du ikke tie stille, når jeg skal sove? Jeg føler i forvejen ikke, at jeg får sovet nok. Du hjælper ikke rigtigt til. Vil du ikke hjælpe mig? Endnu en er gået bort. Endnu en bekendt er væk. Det får dig ikke til at være mere stille, gør det vel?
Kære humør.
Jeg er godt og grundigt træt af dig. Træt af din måde at være på. Jeg ved godt, at du mener, at det er acceptabelt, men det er det ikke. Alle omkring dig er ved at være træt af dig, træt af dine stiftninger. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få dig forbedret. Jeg prøver at holde dig højt dagen lang, men det er så anstrengende. Kan du ikke være alene i 2 minutter uden, at du springer som en bombe. Det er en ubehagelig følelse efter. Jeg får en klump i halsen, når det går udover andre, selvom det oftest er deres egen skyld (mener du hvert fald) Jeg hader, at jeg ikke er som de andre. At jeg skal gå til psykolog og snakke med ham 1 gang om ugen for, at du ikke slår til. Hvornår indser du, at jeg også har brug for pauser? Jeg vil gerne være lidt ligesom de andre. Jeg vil ikke blive sur, bare ved, at en siger jeg skal opdække bedre i Ultimate. Jeg vil ikke være ked af det, fordi nogle snakker om selvmord- selvom det gør ondt. Jeg vil gerne kunne snakke om tingene, som jeg har gjort før.
Kære mig.
Der er så mange ting, jeg ikke kan lide. Jeg er ikke som de andre, og det skal jeg acceptere. Jeg skal acceptere, at jeg ikke har en lys stemme som mange andre piger. Jeg skal acceptere, at jeg har mit eget temperament og jeg må leve med det. Jeg skal lære at styre det. Jeg har ikke den tyndeste krop. Jeg har ikke langt blond hår. Jeg har ikke perfekte lige tænder. Jeg har ikke hvide flotte tænder. Jeg har ikke de største bryster. Jeg har ikke blå øjne. Jeg er bare Amalie. Hende, som altid vil være en anden. Hende som har før opbygget en personlighed. Det skal jeg bare lære.
Kære mor og far.
Jeg er ked af det, næsten hver dag. Jeg er ked af, at jeg ikke kender jer. Jeg er ked af, at I ikke fik et indblik i mit liv, når jeg voksede op. Jeg er rigtig træt af, at jeg ikke kan skyde skylden på andre end jer. Selvfølgelig kan jeg kun huske de gode minder. Det er sådan min hjerne er. I har gjort mit liv en forskel. Jeg er vokset op med nogle gode plejeforældre. De har været bedre end I ville tro. I må ikke tro, at jeg har haft det skidt - for det har jeg ikke. Jeg har ikke kunne tænke mig at bo andre steder end her. Det er skønt her. Nej, jeg vil ikke bo ved jer - det ville jeg dengang. Dengang I gav op, men ikke mere. I skulle bare have været en del af mit liv. Jeg ville ikke have det så kompliceret så. Men det okay, jeg forstår det hele meget bedre nu.
Kære venner og familie.
Jeg er mig. Jeg prøver at lære, at styre mit temperament. Jeg kæmper med det hver dag og jeg er ked af, at det går udover jer. Jeg ved, at I bare vil hjælpe mig og gøre det bedste. Det er bare ikke altid, at min kære hjerne forstår det på den måde. Jeg sætter pris på jer, det gør jeg virkelig. Jeg er ufattelig bange for, at miste jer. Det vil jeg virkelig ikke.
Kære blog.
Jeg har virkelig bøvlet med dette indlæg. Jeg har slåsset med mig selv, om jeg overhovedet skulle udgive det. Men jeg er sikker på, at der er flere, som kender det. Jeg føler, at det skulle ud. Det er det nu. Tak til jer, som har læst det hele igennem. Jeg er glad for, at I har ville læse mine tanker - også når det har været mere privat.
Miley Cyrus - Every Rose Has It's Torn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar