Uhm.

Jeg hader virkelig, når folk de bliver sure/vrede på en, fordi man ikke har den største selvtillid. Ja, jeg er en af disse piger, som ikke er tilfreds med sig selv, og jeg gør virkelig en masse for at det skal ændres. Det er sku da hårdt for mig, at jeg ikke kan gøre mig klar til en fest og kigge på mig uden at græde. Det er ikke sjovt at have lavt selvværd. De som bliver sure over at man ikke lige, synes det samme som dem, de forstår det jo ikke. De føler tydeligvis ikke den smerte og har nok ikke følt den. Jeg har ikke været klar til at åbne mig og fortælle om mine følelser, som jeg er nu. 

Jeg har altid været 'veninden'. Vi kender hende. Der er den utrolig smukke pige og så har hun veninden med. Veninden er pigen man ikke lægger mærke til. Sådan har jeg det, når jeg går med mine veninder. Det er jo ikke fordi jeg vil være misundelig på dem, det må vel være træls i længden, at alle fyrene kontakter en konstant. Men nogle gange, vil man da gerne have lidt anerkendelse - det er menneskeligt at have. Man vil gerne have lidt opmærksomhed nogle gange. Jeg kan godt lide opmærksomhed - Jeg elsker opmærksomheden jeg får til FDF, for der bliver man accepteret for, hvem man er. Selvom man går med en smukkere pige, så bliver man ikke overset. Men jeg vil stadig gerne være den pige, man først lægger mærke til. Hende der kan lægge denne sang ud, uden at lyve en smule: Clemens - Har Du Noget At Sige

Når jeg kigger på mit konfirmation, så det da heller ikke mig selv jeg lægger mærke til! Jeg var ikke den, som sad med ret ryg og et smukt smil. Jeg sad sådan, som jeg altid gør på billeder. 

Der er nok rigtig mange af jer, der læser dette indlæg, som selv er blevet mobbet eller bare har et lavt selvværd. Jeg er selv blevet mobbet igennem i omkring 10 år. Jeg har mærket de hårde, kolde ord på min krop. De ord, som gør, at man ikke føler sig god nok. De ord, som får en til at blive hjemme fra skolen. Jeg har prøvet, at være bange for at komme i skole, fordi nogle drenge var så meget efter mig. Jeg har ikke været den, som ville skabe opmærksomhed i de små klasser, så jeg sagde det ikke til mine plejeforældre, jeg sagde ikke, hvor skidt jeg egentlig havde det. Lærene sagde jeg heller ikke noget til før jeg blev lidt ældre - men da jeg endelig sagde noget, så gjorde de ingenting ved det. Der var måske en samtale mellem læreren og de elever, som nu gjorde det. Men hvad hjalp det? Intet. Jeg har oplevet endda i 10. klasse, at drengene var efter mig - det var fandme ikke sjovt. Jeg kan ikke sige så meget om det, det er svært at skrive ned. Kender I det? Jeg er i mod mobning. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde dengang for, at de skulle komme efter mig. Jeg passede jo mig selv. Jeg havde en lidt dybere stemme, som barn - det satte udløseren igang. Men hvert fald, så holder jeg ikke min kæft mere!